Ekstra nyhedsbrev til støttemedlemmerne

Kære støttemedlem

 

Extra nyhedsbrev-juli 2020 – 1 års fødselsdag for Randers Friplejehjem

 

Det er med en meget stor glæde og taknemmelighed, at vi om ganske kort tid – den 17. August 2020 – kan fejre Randers Friplejehjems 1 års fødselsdag. På grund af corona restriktionerne og for at minimere smitte risiko har vi valgt, at markere 1 års fødselsdagen kun sammen med vores beboere, personale og bestyrelserne. Vi havde gerne villet invitere Jer alle til denne 1 års fødselsdags fest men vi er bevidste om, at Corona er derude og vi ønsker at værne om vores beboere bedst muligt.

Derfor denne begrænsning.

 

Det har været et begivhedsrigt år siden vi tog imod den første beboer den 17. August 2019. Og det har været et travlt år hvor rigtig mange ting skulle falde på plads og personalet skulle til at finde sig til rette. Men alt er gået godt og vi er nu så småt ved at kunne bruge ordet “plejer” i flere og flere situationer.

 

I løbet af godt 2 måneder efter vi åbnede blev alle 24 lejligheder udlejet og siden har alle lejlighederne været udlejet. Pt. har vi 27 beboere da der er tre beboere der har deres ægtefæller med.

 

I forbindelse med udbruddet af Corona pandemien i marts måned d.å blev der vendt op og ned på dagligdagen på friplejehjemmet (se nærmere herom under vores vores leders Birte Stræde Simonsens indlæg nedenfor).

 

I bestyrelsen er vi meget taknemmelig for Birtes og vores personales indsats under corona tiden. De har virkelig ydet en kæmpe indsats overfor vores beboere og ofte under et stort pres med brugen af værnemidler af forskellig slags. Stor Tak til vort personale fordi de har klaret den udfordring så flot.

Vi har haft 1 beboer som har været smittet med corona men som nu er ude af isolation. Også denne situation har vort personale tacklet flot. Vi er stolte af vores personale.

 

Det er rigtigt dejligt at opleve de mange frivillige som tager del i de efterhånden mange forskellige aktiviteter fx. banko, strikkeklub, mandeklub, pasning af blomster, pasning af geder, pasning af købmandsforretning, havefolk, hjælp ved afvikling af gudstjeneste, harmonika musik osv. osv. Dog har flere aktiviteter ikke kunnet gennemføres på grund af corona.

 

Vi er Jer alle en stor Tak skyldig – tak fordi I hver især stiller Jer til rådighed og på den måde er med til at skabe adspredelse og livsglæde for vores beboere og give dem gode oplevelser.

 

Vi har nu efterhånden fået et passende antal haveborde og stole til vores terrasse. Endvidere har vi fået pænt mange bænke sat op i haven. Bænke, borde og havestole er altsammen efter ansøgning blevet doneret af Nordea Fonden og Sparekassen Kronjyllands gavefond, som vi er meget taknemmelig for.

 

Efter ansøgning til Tryg Fonden har vi netop også fået en donation fra fonden til køb af en Rickshaw cykel. Det er vi ligeledes meget glade for så vi kan tilbyde vore beboere en tur ud i det blå. Desværre er der 6 ugers leveringstid.

 

Her for kort tid siden har vi igangsat et minibus projekt hvor vi søger midler til køb af en minibus. Et projekt som vi regner med løber op i ca kr. 500.000. Også her søger vi forskellige fonde og håber på en velvillig behandling af vore ansøgninger.

 

Vi vil gerne kunne tage på ture i minibus med vores beboere ud i den skønne danske natur og vi ser meget frem til at det vil kunne lykkes at få samlet midler sammen så vi bliver istand til at købe en minibus.

Tak til jer som kan tænke at støtte vores indsamling – indbetal i så fald på konto

Reg.nr 9331 Kt. Nr.0012319754 mærket BUS eller mobilepay 79607, mærket BUS.

 

Siden marts i år har mange aktiviteter desværre været stillet i bero

på grund af Corona krisen men nu begynder det at lysne og vi håber at vi snart kan begynde at starte nogle af aktiviterne op igen. Mere herom på et senere tidspunkt.

 

Birte har ordet:

Vi er ved at nå vores 1 års fødselsdag, og det har været et begivenhedsrigt år, med glæder, fester og gode dage. Det har også været dage med slid og svære beslutninger. Fra jeg startede her d. 1.4. 2019 og til i dag, er der sket meget her. Men det som overskygger det hele er, at samarbejdet med bestyrelsen, Støttekredsbestyrelsen, medarbejderne og alle omkring os, har fungeret glimrende, og det været en afgørende drivkraft i hverdagen.

Det er en fornøjelse at være sammen med beboerne, og jeg er taknemlig for samarbejdet med jer pårørende og frivillige.

 

De sidste 5 måneder har været præget af Covid-19 smitten, og risikoen for, at den kom indenfor her hos os. Vi, medarbejderne og jeg har alle haft et inderligt ønske om, at ingen af os kom til at bringe smitten ind i huset. Ingen ønsker at påføre andre denne sygdom.

 

Da så vi fik smitten indenfor, 1 beboer blev smittet, og blev testet positiv for Covid-19, så gik hele møllen i gang. Alle beboerne blev isoleret i egen bolig, alle værnemidler blev taget i brug, og hele hverdagen, blev endnu mere fastlåst af rutiner omkring det at afbryde smitteveje. Beboerne har taget det utroligt pænt, og personalet har svedt og slidt med at huske alle detaljerne, så ingen kom til at påføre smitten til sig selv eller andre. Dyb koncentration og fokus på processerne, har været nødvendig, samtidig med at det er et arbejde, som iført værnemidler, er varmt og svedigt.

 

1 beboer blev smittet med Covid-19, og det blev ved denne ene. Jeg ved at der er gået rygter rundt i byen, i omegnen og i nabokommunerne om, at vi havde flere smittede beboere. Det har vi ikke haft, 1 blev smittet og samme beboer er nu igen rask, og stor tak for, at det ikke gik værre. I må gerne fortælle dette, hvis I bliver mødt med historien om at flere er blevet smittet her hos os. Det rigtige er 1 person, og samme person er igen rask.

 

Vi mangler at have vores frivillige indenfor hos os, vi er dybt afhængige af den aktivitet, I skaber, og derfor håber vi, at der igen snart må være mulighed for, at I igen, kommer i gang med de indendørs aktiviteter. Men risikoen for at smitten kommer ind i huset, er stadig stigende.

Beboerne får dejligt mange besøg, og selvom man som besøgende føler sig rask, ja så er der stadig en risiko for at man dagen efter at have været her på besøg får symptomer, og ja så er det for sent, hvis afstanden og hygiejnen ikke er overholdt. Det er også den tanke om risiko vi som personale konstant har, og skal leve med, hver dag vi går på arbejde.

 

Derfor kan jeg kun opfordre til stadig at være opmærksom på risikoen.

 

Men vi vil finde vores vej i det, så vi skaber meningsfulde aktiviteter for beboerne i hverdagen.

Nu nærmer sensommeren og efteråret sig, vi vil finde nye veje og muligheder, så vi sikrer beboerne bedst muligt, og alligevel kan tilbyde aktiviteter.

 

Så på trods af alt det, er det med taknemlighed jeg tænker tilbage på vores første år her på Randers Friplejehjem, og med frimodighed ser jeg frem til et nyt år.

 

 

Med venlig hilsen

Karin Palmqvist Flemming Østergaard

Fmd Fmd

Støtteforeningen. Randers Friplejehjem