En gruppe borgere vil oprette et friplejehjem med 24 pladser et naturskønt sted i Randers. Snart vil der blive holdt orienteringsmøde for interesserede.
Randers: Randers får muligvis endnu et friplejehjem. En gruppe borgere har oprettet den selvejende institution “Randers Friplejehjem”, hvis formål er at oprette og drive et friplejehjem i Randers kommune med plads til 24 beboere.
Flemming Østergaard, der er formand for bestyrelsen for den selvejende institution, udtaler i en pressemeddelelse:
– Bestyrelsen arbejder lige nu med at afsøge mulige placeringer af Randers Friplejehjem og er i dialog med Randers Kommunes miljø- og teknikafdeling herom.
Friplejehjemmet skal placeres i et naturskønt område med god udenomsplads, hvor der også er plads til lidt dyrehold og lignende, men stadig bynært med gode tilkørselsmuligheder og busforbindelser.
Den selvejende institutions bestyrelse består af: Anders Nielsen, Randers, Alex Palmkvist Sørensen, Assentoft, Kirsten Andersen, Jebjerg, Jon Pugholm, Klejtrup samt Flemming Østergaard, Fårup.
Bestyrelsen har allerede søgt Sundhedsstyrelsen om certificering som friplejehjems-leverandør.
Flemming Østergaard påpeger, at bestyrelsen har en vision om, at Randers Friplejehjem skal være i særklasse hvor værdierne kvalitet, respekt, samarbejde og anerkendelse er vigtige og at friplejehjemmet skal drives med baggrund i værdierne i det kristne livs- og menneskesyn.
Han understreger, at friplejehjemmene har en særstatus derved, at alle borgere, der er visiterede af sin hjemkommune (men også fra andre kommuner), har ret til selv at vælge, hvilket plejehjem man måtte ønske, at være på. Ligeledes er priserne for, at være på et friplejehjem de samme som et kommunalt plejehjem.
Bestyrelsen vil snarest oprette en støtteforening for friplejehjemmet.
Det nye friplejehjem skal være opdelt i to sektioner med 12 beboere i hver sektion med eget køkken hvor maden tilberedes fra bunden af.
Dyrere for kommunen
Randers Kommune har i dag betalingsaftaler/overenskomst med to private plejehjem, nemlig Randers Kloster og Solbakken.
Borgerne har frit valg i forhold til valg af plejebolig. Pengene følger borgeren, og det kan betyde at Randers Kommune selv må lukke kommunale plejeboliger, hvis borgerne vælger at bo på friplejehjem.
Det er afgørende, om der kan tiltrækkes borgere fra andre kommuner til at flytte ind i friplejeboligerne. Leverandøren opkræver betaling hos hjemkommunen per plads.
Andre kommuner (Århus, Vejle og Herning) har tidligere beregnet, at friplejehjem er dyrere for kommunen, end driften af kommunale plejecentre.
Beregningen er kompleks, og afhænger blandt andet af hvilke ydelser leverandøren tilbyder og hvilke borgere der vælger friplejeboligen.
Friplejeboliger finansieres med statsligt fastsatte takster, som ofte ligger lidt over kommunens udgifter til egne plejeboliger, og leverandører af friplejeboliger kan opkræve ekstra betaling for ydelser, der indgår i budgettet for de kommunale plejeboliger.
Århus Kommune har beregnet en merudgift på 100.000 kroner per friplejebolig per år. Her steg taksterne fra 2009 til 2013 med fire procent i friplejeboligerne, mens kommunens udgifter på området blev reduceret med 18 procent.