Kulturjournalist Lisbeth Stryhn
Med den borgerlige regerings vedtagelse af loven om friplejehjem tilbage i 2009 er markedet vokset godt og grundigt. Det ene hjem efter det andet er poppet op, især i det jyske, hvor man også har nedlagt mange små plejehjem siden kommunesammenlægningen i 2007. Nu er turen så kommet til Randers, hvor en kreds af private initiativtagere arbejder for at oprette Randers Friplejehjem.
Automatreaktionen fra den politiskvalgte formand for ældreudvalget, socialdemokraten Leif Gade, er da også helt klar. Tommelen nedad.
Randers har allerede det nødvendige antal pladser til at imødekomme behovet, konstaterer udvalgsformanden, der ikke skal trykkes meget på maven for at sige, at det kan komme til at betyde, at vi kommer til at lukke andet ned.
For det er nemlig ikke Gade og hans administration, der bestemmer, om der skal oprettes et friplejehjem i Randers. Det afgør alene Socialstyrelsen, der administrerer kvoten af almene boliger. Så kan han sige nok så meget, at Randers ikke har brug for flere pladser.
Men det er hans kommune, der skal betale ved kasse 1. Loven har givet det frivillige initiativ nogle fantastiske muligheder, man ikke tidligere har haft, fordi man praktisk talt bestiller musikken og får andre til at betale regningen.
Over for sig har Gade spidskandidaten for Kristendemokraterne, Flemming Østergaard, der sammen med sin bestyrelse kaster om sig med flotte ord. Man stiler mod stjernerne og understreger, at man satser på kvalitet og respekt for det enkelte menneske. Hvad man jo må forvente, at de kommunale plejehjem også gør.
Nybyggerne har også luret den hotteste trend på plejehjemsområdet: Der skal lugte af mad. Nogen har besluttet, at det er en kvalitet i sig selv at have mados i håret, når man bor på plejehjem. Men det siger naturligvis intet om stedets psykiske miljø. Ren form.
Andre kommuner, socialdemokratiske, har sammen med Leif Gade våndet sig, når folk har raslet med staven og varslet frikommune. Beregninger på kryds og tværs fortæller, at pladserne på friplejehjem er dyrere end de kommunale.
Vi har fordel af stordriften, hævder politikerne, men har ikke altid spurgt sig for hos brugerne, om det nu også er optimalt for deres hverdag, at personalet hvirvler rundt og må placere deres varme hænder i kosteskabet. Set i det lys kunne man have lov til at håbe, at konkurrence løfter standarden.
Desuden må man indse, at vi lever i en tid, hvor det private initiativ buldrer frem og vil ha’ indflydelse fra vugge til grav. Der lægges et stort væg-til-væg-tæppe over alle de områder, hvor vi ikke selv tager os af små, store og gamle. Vi så det med private børnehaver, private hospitaler og senest private skoler. Det sker, fordi der er muligheder – og måske behov. Og det udfordrer det kommunale system.